I Denne Artikel:

Både CAPM og DDM er metoder til analyse af værdipapirporteføljer. Specielt bruges de til at estimere værdien af ​​værdipapirer ved vurderingen af ​​en pris. De er begge forskellige med hensyn til brug. CAPM er primært fokuseret på at evaluere en hel portefølje ved at vurdere risici og udbytter, mens DDM fokuserer kun på værdiansættelse af udbytteproducerende obligationer.

CAPM

CAPM, som står for kapitalprismodellen, deler en investorportefølje i to grupper. Den første gruppe består af et enkelt risikabelt aktiv, og den anden gruppe består af en portefølje af alle risikable aktiver. Sidstnævnte kaldes tangentporteføljen. Det antages også, at alle investorer har samme tangentportefølje. Risikoen for hvert aktiv i tangentporteføljen svarer til markedsvariabilets samvariabilitet. Når disse to grupper af aktiver kombineres, oprettes grænseporteføljen. Derudover er der to typer risici: systematisk risiko, som ikke kan diversificeres væk, og ikke-systematisk risiko, som kan diversificeres ved at holde grænseporteføljen. Dette er den største fordel ved CAPM: Den betragter kun systematisk risiko, dvs. risici, der kun er forbundet med det pågældende marked.

Ulemper ved CAPM

CAPM medfører flere ulemper. En af disse er at tildele værdier til afkastet af det risikofrie aktiv, tangentporteføljens afkast såvel som risikopræmier. Det risikofrie aktiv er ofte i form af statsobligationer, regninger eller noter, som ofte antages at være meget lave i risiko. Udbyttet af disse værdipapirer ændres konstant, da de kommer tættere på løbetiden. Endvidere kan afkastet på risikable aktiver som aktier være negativt, hvis faldende aktiekurser overstiger udbytteudbyttet. Risikopræmier varierer også med tiden. Markedets dynamiske karakter har således en ulempe ved den statiske karakter af CAPM.

DDM

DDM står for udbyttemodellen. Det er langt mindre komplekst end CAPM, da det kun er fokuseret på aktier snarere end en hel investeringsportefølje. Konkret er det kun fokuseret på aktier, der udbetaler udbytte, som har tendens til at stamme fra stabile og rentable virksomheder som blåspåner. Den anvender definitionen på aktieværdi til at være det nuværende udbytte pr. Aktie divideret med diskonteringsrenten minus udbyttetilvækst. Det bruger derfor både investorperspektioner og markedsdata til at bestemme værdien af ​​aktier. DDM-modellen giver således mulighed for at faktorere investorernes forventninger, mens der anvendes et meget forenklet udvalg af input og variabler.

Ulemper ved DDM

DDM-modellen har flere ulemper. Den største ulempe er, at aktieværdierne kan være meget følsomme de små ændringer i input. En mindre ændring af investorens diskonteringsrente kan i høj grad påvirke værdien af ​​en sikkerhed. Desuden kan investorer i højere grad regne med modellen som et værdiansættelsesværktøj, når det stadig er teknisk estimat i sin puristiske forstand.


Video: CAPM vs Dividend Growth Model (financial management ACCA)